Om os
Profil
Vi er et lille familie lignende opholdssted, beliggende i Nordsjælland. Et oplagt valg, for unge som ikke kan være i en plejefamilie, men som vil profitere af en mindre ramme og tættere relationer.
Vi er en Selvejende institution og drives som fonden Opholdsstedet Nordtofte, og ligger inden for gruppen af Socialpædagogiske opholdssteder.
Nordtofte tilbyder døgnanbringelse og efterværn, for unge som har sociale og adfærdsmæssige problemer. Nordtofte er godkendt af det Sociale tilsyn.
Målgruppe
Vores målgruppe omfatter unge i alderen fra 12 – 18 år. Der kan ansøges om efterværn op til det 23. år. Vi modtager både drenge og piger og vi er normeret til 7 pladser og 1 udslusningsbolig. Pt. har vi unge indskrevet, i alderen fra 12 til 19 år.
Kendetegnet ved vores målgruppe er, unge som ikke kan bo hjemme p.g.a. omsorgssvigt, misbrug, fysisk/psykisk vold eller andre psykosociale problematikker i familien. Det skønnes at ressourcerne i familien, ikke kan optimeres tilstrækkeligt gennem familiearbejde, så den unge har behov for en længerevarende anbringelse.
Målgruppen omfatter endvidere unge, som har en komorbid tilstand, f.eks. ADHD, angst, depression, stress, lavt selvværd, lettere misbrugsproblemer; samt unge som færdes i de kriminelle miljøer, hvor alene et miljøskift og pædagogisk opbakning, kan være befordrende.
Målgruppen omfatter ikke
- Unge med svære psykiske lidelser, f. eks. svær depression, svær OCD, psykose og skizofreni.
- Unge med udpræget hjerneskade, som har resulteret i fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne.
- Unge med massive misbrugsproblemer.
Udviklingspunkter
Inden for de første 3 måneder, udarbejder vi en pædagogisk funktionsudredning, som sammen med kommunens handleplan, vil være udgangspunktet for det videre arbejde. Udredningen omfatter følgende områder:
- ADL
- Skole/ Beskæftigelse
- Sociale færdigheder
- Sundhed
- Egenomsorg
- Misbrug
- Fysiske forhold
- Psykiske forhold
Der tages udgangspunkt i en socialpædagogisk indsats, med en kognitiv og narrativ forståelsesramme.
Under indskrivningen af den unge, er der fokus på udvikling og vedligeholdelse af færdigheder.
Vores hus
Vi råder over en stor firlænget gård i udkanten af Søborg, som er en lille by tæt ved Gilleleje i Nordsjælland. De tre af længerne er indrettet som beboelse og indeholder enkeltværelser til de unge, to badeværelser, køkken-spisestue, TV og opholdsstue, stort aktivitetsrum, samt diverse vaske-, fyr-, og gangarealer. Den fjerde længe bruges til værksteds-, hobby-, og træningsrum. Endvidere har vi store udendørsarealer, hvor der er plads til boldspil m.m.